« Tilbage til blog

Når vores hjerte brister, kommer følelserne strømmende over os som en tsunami og tager alt liv, farve og positivitet med sig. Vi svømmer og kæmper på overfladen, men understrømmen flår i os, indtil vi på et tidspunkt må overgive os, og lade os drive med.

Jeg møder mange, der føler, at de skal videre, inden de er klar. De kæmper mod strømmen af andres forventninger om, at de “skal op på hesten igen” eller “nu må du snart være ovre det”.

Jeg møder også de, der mange år efter hjerte-tsunamien har ramt, klamrer sig til tømmerflåden, og kalder på andre, til at redde dem i land, uden selv, at sætte årerne i vandet.

Et bristet hjerte tager den tid, et bristet hjerte skal tage, men det vil være godt, hvis du rummer følelsen, lidt længere.

Oversvømmelser skal drænes, have tid og kærlig pleje, for atter at få noget til at gro. Giv dig selv lov. Dit hjerte har godt af det.

Det er de små skrift, der forskellen på sigt.